Ren hygge!

Jeg arbejdede tidligere i et fritidshjem og da jeg stoppede, ville jeg stadig gerne laver aktiviteter med børn. Så en formiddag om ugen besøger jeg en lokal børnehave, hvor jeg læser højt, tager med på tur og sætter kreative aktiviteter i søen – det er ren hygge! Jeg har et godt samarbejde med pædagogerne, og jeg føler mig virkelig værdsat, når jeg bliver mødt af alle de glade børn.

Anne-Marie, Frivillig i Bedste i Børnehuset

 

En bule i panden

Efter flere år som pensionist med voksne børn men uden børnebørn, har jeg tænkt meget over at være noget både for små børn, men også for mig selv.

At det blev Bedste i Børnehuset jeg kastede mig ind i, skyldes en helt særlig oplevelse.

Striberne fra Børnehuset Langs Banen var på tur, da en af børnene faldt og slog sin pande voldsomt i fliserne. Heldigvis var min mand ude på vejen og så uheldet. Han skyndte sig ind efter en frysepose og et viskestykke. Jeg gik med ud for at se, om jeg kunne hjælpe, og det endte med, at jeg hjalp med at få de andre børn tilbage til børnehuset. Undervejs fortalte jeg om projektet “Bedste i børnehuset”. Pædagogerne syntes, at det var god ide, så de spurgte, om jeg ikke kunne komme over hos dem.

Nu er jeg blevet “Bedste i Børnehuset” hos Striberne en gang om ugen. Jeg er der hver onsdag i ca. 3 timer. Jeg læser bl.a. historier for børnene og min opgave som frivillig er at bidrage til at børnene får en hyggestund, hvor jeg bare er der for dem. Jeg får nogle utroligt dejlige timer sammen med børnene, som er givende og jeg giver børnene samvær med en “bedste”, som har tid og overskud.

Dorte, Frivillig i Bedste i Børnehuset